Svar fra scanning...

I fredags kom den længe ventede dag. Dagen hvor vi skulle til Odense, og have svar på, hvad der sker inde i den lille krop. Vores mødre havde taget en fridag, for at tage med. Inden vi når Lillebælt, ringer afdelingen fra Odense og fortæller, at vi ikke skal komme, da lægen ikke er mødt på arbejde. "ER HAN IKKE MØDT PÅ ARBEJDE?!?", var mit svar hvis. Nej! sygeplejersken ville fortælle, at vi skulle vende om, og køre hjem igen! Øh? Du kan tro nej! Denne dag havde nerver sat ude på tøjet og nætterne op til var søvnløse, så kunne det kvindemenneske, da ikke ringe og sige, at vi ikke skulle! Jeg var i chok. Hvad for det for en opringning at få. Og beskeden lød på, at vi så kunne finde en ny tid til den kommende uge! Beskeden skulle vi havde, og jeg spurgte ind til, om ikke en anden læge, kunne fortælle os svaret, men det var der ingen som kunne. Allerede der vidste vi nok, at svaret ikke var som håbet.
Vi fandt den nærmeste afkørsel, og Johnny ringede til vores kontaktlæge i Kbh for at fortælle situationen. Hun ønskede dog helst at vi ventede, så vi kunne tale med lægen i Odense, men hun kunne dog godt se, at der var længe til.
Hun kunne dog godt give os svaret over telefonen, som var: tumoren i hjernen var endelig blevet væsentlig mindre, som skyldes virkningen fra strålerne, og det stemte også overens med, hvordan vi oplever Isabell. Men desværre, kunne man se, at kunderne i rygmarven var vokset en del. Faktisk var den største 12x9mm. De er ved at være en størrelse, som snart kan komme til at genere hende eller give smerte. Om aftenen ser vi særligt, at hun går og vælter, og det passer med at symptomerne forstærkes, når hun bliver træt. Hvis symptomerne bliver værrer, skal vi selvfølgelig kontakte dem, og indtil da, vil man fortsætte nuværende behandling, og håbe, at det snart giver en positiv effekt. Strålebehandling havde også være på tale, men det kan give vanskeligheder pga protonstråling.

Øv hvor havde vi bare håbet, at alt gik den rigtig vej! Men inderste inde er vi bare glade for, at den tumor i hjernen endelig skrumper! Nu skal det bare fortsætte!!!!

Hver morgen jeg vågner og kigger på Isabell er jeg bare så taknemmelig for, at hun klarer alt dette så super flot! Hun kæmper virkelig, og lader sig ikke slå ud, jeg er en over-stolt mor! Jeg har verdens sejeste datter ❤️❤️❤️