Tilbage på bloggen

Egentlig havde jeg regnet med, at den blog skulle stoppe, men nu tænker jeg, at det måske er meget godt, at starte op igen? Når Isabell har det dårligt, er det meget hårdt, at skrive om tilstanden, og det har været grunden til stilheden siden oktober.
Jeg vil kort opdatere forløbet siden oktober.

Isabell blev i oktober storesøster til den dejligste lille dreng. Han blev taget imod med åbne arme. På det tidspunkt var Isabell til meget behandling på Odense universitets hospital, og Johnny og Isabell kunne heldigvis klare sig selv langt hen af vejen. Det var meget hårdt for mor, at skulle blive hjemme!!
En scanning i november viste, at canceren var vokset, og Isabells gang blev dårligere og dårligere. Der blev derfor besluttet, at Isabell skulle til Riget og modtage ti strålebehandlinger, og det kunne vi heldigvis nå inden jul. Efter jul forsatte behandlingsplanen som tidligere.

I starten af marts ændre Isabells tilstand sig pludselig. Jeg var selv hjemme med børnene og min mor, og vi skal til at spise. Isabell begynder med at hoste meget, og gør tegn til, at der sidder noget i halsen, jeg stikker fingrene i halsen, men intet at mærke. Efterfølgende prøve hun at fremkalde opkast. Hun bliver meget ked af det, og ønsker at komme i seng. Natten går godt, og Isabell sover tungt.
Næste morgen er Isabell meget hæs, og hendes vejrtrækning er rallende, og besværet, når hun prøver at spise noget. Johnny kører med hende til OUH, egentlig tænker vi, at det blot er en infektion eller ligende.

I Odense er man ikke i tvivl om, at det er tumoren som laver ballade. Man beslutter at hun skal scannes, og hun bliver derfor fastende. Narkoselægen kigger  inden, og siger, at det ikke er muligt, at ligge hende i narkose, da hun ikke vil kunne komme ud igen, og derfor ende i respirator. Den efterfølgende tid husker jeg ikke meget af. Isabell blev dårligere og dårligere, sproget forsvandt, hendes vejrtrækning var rallende og besværet. Jeg husker ikke de andre symptomer! I Odense blev hun sugt, når der var for meget sekret i svælget.
Der blev besluttet at alt behandling skulle stoppe, og Isabell blev erklæret terminal.
Isabell ønskede ikke st være på ouh, hvilket hun altid har været glad for. Vi besluttede derfor at tage hjem.
Derhjemme blev Isabell meget dårligt, og hun kunne ikke trække vejret. Vi ringede efter hjælp, og blev indlagt på børneafdelingen i Aabenraa.
I Aabenraa slappede Isabell af. Hun sov stort set hele dagen, hun kunne sige et ord eller to, hvis hun virkelig koncentrerede sig.
I Abenraa blev vi tilknyttet det palliativ team og hj. Spl. Og derudover lærte vi at suge hende, når hun havde for svært ved at trække vejret.

Efter nogle dage tog vi hjem, med vores meget meget syge pige. Vi ville hjem, og give Isabell den bedste tid. Isabell holdte op med at spise, da hun blev dårligere af det. Det var hårdt for hende, at komme hjem, og alle de søde sager fristede hende. Johnny og jeg besluttede derfor, at vi ikke skulle spise, når hun var vågen. Det gik okay, og Isabell accepterede, at hun ikke kunne spise. Tiden hjemme var meget meget hård. Vores hjerner var fyldt med dumme og triste tanker, samtidig med, at vi skulle nyde Isabell alt det vi kunne!
Isabell flyttede ind i min seng, så hun kunne sove ved siden af far. Så kunne han hjælpe, så snart vejrtrækningen drillede. Det gik godt, og hjemme fandt vi hurtig en rytme. Isabell lærte selv at spytte det tykke sekret ud, så vi ikke længere behøvede at suge hende.

I april blev vi anbefalet at starte alternativ behandling op.
Vi tog chancen og gik i rig, vi havde intet st tabe, kun tid at vinde!

Vi startede med at fylde Isabell med masser af C-vitamin, skærer alt sukker og hvedemel væk, og skifte sondemaden ud, med hjemmelavet mad. Maden bestod af grønsager, grønsager og kylling/fisk, kosten bestod af store mængder selleri, ingefær, citron og hvidløg. Efter ca seks uger begynder Isabell at få glimtet tilbage i øjene. Hun begynder at tale, være tilstede, og finder interesse i at lege igen. Og pludselig begynder hun st fine interesse i mad igen. På det tidspunkt havde Isabell ikke spist i over tre måneder, og jeg kan personlig ikke forstille mig, hvilken smag hun havde i munden på det tidspunkt!
Hun fejlsynkede meget i starten, men pludselig, kunne hun spise lidt af det hele. Og her er vi så nu. Vi har fået vores datter igen!! Isabell har rettet sig så meget, og er efter tre en halv måned blevet sig selv igen! Det er så utroligt, og vi nyder alt hvad hun giver os! Hver minut er kostbar med hende, og nu er minutterne fyldt med snak, grin og hygge, og tænk at om aftenen, synes jeg snart, at Isabell har snakket mine øre væk. Isabell er stadig meget syg. Smerterne har vi kunne holde nogenlunde nede på det sidste. Venstre side er lidt lammet, og hendes krop er meget passiv, og hun har ingen muskler overhovedet. Vi tror og håber på, at det vil komme i takt med, at vi får bekæmpet denne forfærdelige sygdom. Vi tror og håber stadig på, at Isabell vinder denne sygdom!

Det var hvis en kort opsummering af de sidste otte måneder. Vi har været i en choktilstand, da Isabell blev erklæret terminal, og derfor husker jeg ikke meget fra den periode. Jeg har desuden svært ved at huske hvilke symptomer Isabell har haft igennem de sidste otte måneder.